Mine børn er det bedste, der er sket for mig

Mine børn er det bedste, der er sket for mig

26. februar 2019 2 Af Susan

I dag har jeg besøg på bloggen af en ung stærk kvinde, som har meget på hjertet. Rikke er 26 år og mor til 2 skønne drenge på hhv. 2 år (snart 3) og 1 år. Rikke er alene med sine drenge.

Til daglig læser hun til pædagogisk assistent, og vil derefter læse videre til socialrådgiver.

Rikkes barndom og ungdom har været præget af omsorgssvigt, vold og intuitionsophold, men i dag knokler Rikke for at skabe et godt liv for hende selv og hendes drenge.

“Lige meget hvor meget kaos min fortid har budt mig, så er jeg glad for hver en del af den. Den har gjort mig til, hvem jeg er nu, og til den stærke kvinde og gode mor jeg er blevet.”

Hvordan kan et menneske, der som barn og ung har gennemlevet, de ting, som Rikke har, komme hel ud på den anden side?

Og hvordan finder det menneske styrken til at skabe et godt liv for sig selv og sine børn?

Læs Rikkes historie herunder.

Jeg var en stor mundfuld

Rikke var ikke et nemt barn, men hendes barndom var også præget af omsorgssvigt fra det systemet, som burde have hjulpet hende.

“Jeg var en stor mundfuld for mine nærmeste.”

Da Rikke var 3 år, kom hun i en aflastningsfamilie. Rikke er dybt taknemmelig herfor. Hun elsker aflastningsfamilien højt og vil aldrig bytte dem for noget. Men alligevel så hun gerne, at der havde været mere hjælp til hendes mor derhjemme.

“Jeg havde en mor, som spurgte efter hjælp men ikke fik det. Hun fik kun slag i hovedet om, at det var hendes skyld, at jeg var, som jeg var, og at det var dårlig opdragelse. Der var ikke mere hjælp at hente.”

Rikkes skolegang var præget af mobning. Da hun var 13 år, kom hun på ungdomsinstitution. Her håbede hun, at hun ville møde nogen, der var som hende selv. Rikke havde nemlig altid følt sig anderledes. Rikke havde et voldsomt temperament, som hun ikke selv kunne styre. Rikke havde håbet, at det ville hjælpe at komme på institution.

“Desværre var jeg igen den, som ingen kunne styre. Jeg prøvede personalet af på måder, som ingen ansatte skal finde sig i. Samme år røg jeg på psykiatrisk afdeling i 2 måneder.”

Rikke blev udredt og fik blandt andet stillet diagnoserne Asperger syndrom og tilknytningsforstyrrelse. Hun blev medicineret og fortæller, at hun i en periode fik en beroligende pille hver dag efter et anfald.

“Ja det er jo en nem måde at takle en lille piges råb om hjælp.”

I samme periode blev Rikke udsat for et seksuelt overgreb.

“Det ødelagde mig rigtig mange år frem. Jeg brugte lang tid på at have dårlig samvittighed. Jeg brugte tid på at have ondt og tid på at genleve overgrebet. Jeg gik til psykolog, fik masser af hjælp og efter lang tid og en hård kamp, fandt jeg mine redskaber til at komme videre.”

Rikke var stadig meget udadreagerende og havde fået flere advarsler om, at de ikke længere kunne finde sig i de her ting på institutionen.

Da Rikke var 16 år fik hun en voldsdom.

“Jeg havde fået at vide, at de ville melde mig næste gang. Men jeg er glad for, at jeg fik den dom. Den dom har sat tankerne i gang. Den satte en stopper for mine mange fastholdelser, og på mit voldsomme temperament og på mine udadreagerende frustrationer.” 

Søgen efter tryghed og nærhed

Da Rikke var 18 år, begyndte hun at ryge hash. Hun fandt ro i selskabet, og fandt også en sød kæreste i samme miljø.

“Vi havde det godt i starten og havde faktisk en rigtig god tid lige der, men forholdet sluttede pga. hans misbrug. “

Rikke var det tidspunkt begyndt at tænke på sin fremtid og startede derfor på et grundforløb til pædagogisk assistent. Her gik det op for Rikke, at der faktisk var noget, som hun var god til. Rikke afsluttede nemlig de 40 uger på grundforløbet med et 12-tal.

Rikke flyttede sammen med en ny fyr. Desværre var alt ikke en dans på roser.

“Vi flyttede sammen og efter første år begyndte han at blive voldelig. Vi røg sammen, og han sniffede coke hver weekend. Det var ikke et sundt forhold, og vi stoppede forholdet.

Efter nogle måneder begyndte Rikke at tale med en anden fyr. Her oplevede hun den kærlighed, som hun aldrig havde oplevet fra en kæreste før.

“Jeg følt mig så elsket hos ham. Han var så kærlig, omsorgsfuld og opmærksom. Vi kunne snakke i flere timer uafbrudt og nød hinandens selskab, men det sluttede desværre efter 8 måneder.”

Rikkes søgen efter tryghed, nogen at elske og ikke mindst at blive elsket resulterede i, at Rikke efter bruddet igen endte i et forhold med sin tidligere kæreste.

“Han var stoppet med coke og hash og jeg hoppede jo direkte i fælden og tænkte at alt var forandret. Jeg faldt for hans søde ord og sjove personlighed. Vi havde det jo fantastisk sammen.”

Børn ændrer alt

Rikke blev gravid. Nu var der ikke bare hende selv at tænke på.
Med børn på vej skulle tingene jo bare fungere.

“Graviditeten var god, og vi havde det godt. Da vores søn blev født var vi glade. Men der gik ikke lang tid, før vi begyndte at blive uenige om mange ting. Så da vores søn var 5 måneder flyttede ham og jeg for os selv.”

Selvom Rikke og faren til hendes søn var flyttet fra hinanden, blev Rikke gravid med deres andet barn. På trods heraf, kunne de stadig ikke få det til at fungere. Rikke kom på krisecenter, og boede der hele graviditeten. Her mødte Rikke mennesker, som var samme sted i livet som hende selv. Hun mødte den forståelse og støtte, som hun tidligere havde eftersøgt.

“Vi var trygge og glade. Vi havde det så godt der, for der boede en masse søde kvinder og en masse skønne børn.”

En vigtig beslutning

Nu er Rikke alenemor til to små drenge, med en fortid i kaos og lille netværk.

“Jeg har haft svært ved at stole på folk og har derfor ikke mange mennesker tæt på mig. Jeg har haft tanken om de mon vil mig og har tænkt, at de nok snart forlader mig igen.”

Men Rikke har taget en vigtig beslutning.

“Nu vil jeg blive den stærkeste og bedste udgave af mig selv. Jeg ønsker at være glad for mit liv, min situation og mig selv igen. Så jeg tog fat i livet, tog beslutninger og satte mig mål, kæmpede, accepterede og indså.”

Rikke er nu i gang med at skabe en fremtid for sig selv og sine 2 drenge.

“Vi tre har hinanden, og vi vokser i selskab med hinanden. Den kærlighed drengene de to imellem og jeg, er det stærkeste jeg nogensinde har mærket, og intet vil kunne komme imellem os.”

Mine børn skal have den barndom, som jeg selv har manglet

Rikke ved, hvordan det er at vokse op som et omsorgssvigtet barn. Og det ønsker hun ikke for sine egne børn.

Efter at Rikke er blevet voksen, har hendes egen mor fortalt hende, at hun var svær at elske som barn. Sådan noget mærker man som barn.

Derfor betyder det alt for Rikke, at give børnene den kærlighed, som hun selv har manglet. Rikke ved godt, hvilken en mor hun ønsker at være for sine børn. Hun vil nemlig være der for sine drenge, de skal føle sig elsket.

“Som mor giver jeg mig fuldt ud. Jeg lytter og svare på børnenes spørgsmål. Særligt den ældste af mine drenge har mange spørgsmål. Og det er vigtigt for mig, at være der for ham. Han skal vide, at han er noget værd. Derfor er det også vigtigt for mig, at drengene har tillid til mig, og at de ved, at de kan komme til mig.

Men det er også vigtigt, at de kender til grænser, og at det jeg siger, også er det, som jeg mener. Selvfølgelig er det hårdt, når jeg er alene om opdragelsen, men det er sådan det er.”

Rikke kæmper hver dag for at give det bedste til sine drenge.

“Jeg er den type mor, som pakker drengene sammen på en regnvejrsdag og finder de største vandpytter, som vi kan hoppe i. Og så elsker jeg at synge og danse med mine drenge”


Min fortid har været så hård, fordi min læring en dag skal hjælpe andre

Rikke vil bruge de ting, som livet har givet hende til at hjælpe andre.

“Livet gav mig et hav af kaos. Hver gang jeg kom op af et af livets huller, så faldt jeg ned i endnu et hul. Men hver eneste gang er jeg kommet op igen. Hvis alting sker af en grund, så er jeg klar på livet. Jeg skal en dag bruge min erfaring. Mine kampe skal en dag tages op for at hjælpe en anden. Min fortid har været så hård, fordi min læring en dag skal hjælpe andre. Jeg er klar på livet nu.”

Vil du følge Rikkes liv?

Rikke bruger Instagram til at komme ud med alle sine tanker. Rikke deler åbent og ærligt sit liv. Hun deler både det gode, men hun fortæller også om det, når noget er svært.

Du kan følge Rikke på Instagram her.

Tak til Rikke, fordi hun ville dele sin historie her på bloggen.