Fede svin

Fede svin

8. februar 2019 3 Af Susan

For en del år tilbage var jeg med mine to søskende og min mor på Ærø for at se min mormors barndomshjem, og den Ø, som hun er vokset på. 

Inde i en lille butik på øen, fandt jeg et billede, som jeg købte med hjem.

Det var egentlig ikke motivet på billedet, jeg faldt for. Det var teksten på  billedet.

Elsk mig mest, når jeg fortjener det mindst, for da har jeg størst behov for det.

Dengang synes jeg, at den tekst gav så fin mening, at jeg gerne ville have billedet til hænge hjemme på min væg. Men jeg vidste ikke, at teksten faktisk ville give SÅ meget mening i vores liv, som den faktisk gør.

Når autisme, ADHD og PDA gør livet svært

Det er en presset dreng, som finder de ikke så rarer gloser frem. Det er grove ord, som kommer ud af munden på min 13-årige søn.

Og det er hårdt, når der sidder en dreng, som er fysisk større end mig selv og sviner mig til. Inderst inde ved jeg godt, at han sviner mig til, fordi han har det svært. Jeg ved godt, at han gør det, fordi han er så presset, at han ikke ved, hvordan han skal komme ud af situationen. Det er ofte i situationer, hvor der stilles krav til ham. Men nogen gange er der bare ting, som man SKAL. Og det er svært for et barn, som har en ekstremt kravafvisende adfærd.

I de øjeblikke skal jeg minde mig selv om den sætning, som gav mening for mange år siden, og som giver endnu mere mening for mig i dag.

Tak fordi du læste med.