Når det hele bliver for meget

Når det hele bliver for meget

30. juni 2018 2 Af Susan

For noget tid siden læste jeg et blogindlæg fra Christines Verden om at nå til et punkt, hvor man som mor bare har lyst til at gå fra det hele. Du kan læse indlægget her.

Jeg blev meget rørt, da jeg læste indlægget. Jeg kunne nemlig genkende den følelse.

Følelsen når det hele bliver for meget, og man får lyst til at pakke sin kuffert og aldrig vende tilbage. En følelse som for mig både handler om at være overvældet af træthed, men det er også en følelse, som handler om total afmagt.

Diagnosen

Når jeg tænker tilbage på det tidspunkt, hvor jeg sidst havde den følelse, får jeg en knude i maven og en klump i halsen. Det gør rigtig ondt.

For præcist ét år siden henvendte vi os til psykiatrisk skadestue med Emil, fordi han havde det rigtig skidt, og det havde han haft længe.

Jeg var nået til et punkt, hvor jeg ikke længere vidste, hvordan jeg skulle håndtere Emils vrede. Samtidig var jeg begyndt at frygte for hans helbred.

Vores besøg på skadestuen blev starten på et længerevarende udredningsforløb.

Til at starte med var der fokus på ADHD. Men undersøgelsens konklusion blev, at Emil ikke havde ADHD.

En autismediagnose var egentlig blevet afvist i begyndelsen af forløbet, fordi Emil fungerede så godt rent socialt. Men da ADHD-diagnosen blev afvist, ønskede lægerne alligevel at undersøge, om Emil havde autisme.

På det tidspunkt havde vi allerede ét barn med en autismediagnose, og jeg forventede faktisk ikke, at Emil ville få den diagnose.

Efter en længere udredningsperiode fik Emil dog en autismediagnose. En diagnose han havde været i stand til at skjule fordi, han har et vanvittigt godt hoved.

Jeg var meget chokeret over undersøgelsens resultat på trods af, at jeg fuldstændig kunne se, at der var god overensstemmelse mellem Emil og den autismeprofil, som de beskrev.

Afmagt

På den ene side, var det en lettelse at vide, at der var en grund til, at Emil havde det svært.

Men på den anden side var tanken om, at Emil formentlig vil have udfordringer hele sit liv meget smertefuld.

I perioden efter , at Emil havde fået en autismediagnose, havde jeg det rigtig skidt. Jeg følte total afmagt. Jeg havde en følelse af, at der ikke var noget, som kunne hjælpe Emil.

Nu stod vi der med en autismediagnose – men hvad så?

Emil havde jo ikke fået det bedre af at få en diagnose.

Netværksmøde

Meningen var selvfølgelig, at diagnosen skulle hjælpe os til at hjælpe Emil. Og en vigtig spiller i den sammenhæng var skolen.

Emils stressniveau var meget højt, og det skulle sænkes, hvis han skulle få det bedre.

Kort tid efter, at Emil havde fået stillet diagnosen, var vi derfor til netværksmøde med skolen og børnepskykiateien.

Jeg gik til mødet med en forventning om, at skolen skulle informeres om Emils diagnose, sådan at man fra alle fronter kunne møde Emil på den rigtige måde.

Skolens udmelding til mødet var dog, at de ikke kunne se, at de kunne tilbyde Emil det, som han havde brug for.

Den udmelding havde jeg slet ikke set komme.

Hvem hjælper mit barn?

Da skolen meldte ud, at de ikke kunne hjælpe Emil, så jeg det mest af alt som et spørgmål om økonomiske resourcer.

Jeg så det derfor som en falliterklæring fra skolens side, når de ikke ønskede at bruge penge på støtte til mit barn.

På det tidspunkt var jeg overbevist om,  at et Skoleskift ikke var til Emils bedste.

Derfor blev mit mål at kæmpe for, at Emil kunne blive på sin skole med den støtte, som var nødvendig.

I dagene efter netværksmødet brugte jeg derfor meget energi på at forbedre mig til det kommende møde med skolen, hvor der skulle lægges en plan for Emil.

Jeg var ikke indstillet på, at Emil skulle forlade sine klassekammerater.

Når det hele bliver for meget

Det blev meget hurtigt klart til mødet, at skolen ikke var indstillet på, at Emil skulle fortsætte i folkeskolen.

Vi mener, at Emil har brug et behandlingstilbud.

Sådan sagde PPR psykologen.

De ord gjorde ondt helt til marven.

Det var jo egentligt mærkeligt, eftersom jeg selv havde efterspurgt hjælp til Emil. Og nu sad PPR psykologen og forelog en behandlingsskole.

Men da hun sagde det, blev det pludselig lysende klart for mig, at jeg nu havde to børn med autisme, snart to børn på behandlingsskole og to børn som ville have udfordringer hele livet.

Lige der havde jeg lyst til at flygte fra mit liv. Ikke fordi, at jeg ikke elskede mine børn, men fordi det hele pludselig blev for meget. Jeg var ved at drukne.

Jeg havde forsøgt at holde fast i det normale ved at holde Emil i en folkeskole, og det var slut nu.

Life in a familiy

Alle familier har deres at kæmpe med. Det lyder som en kliche, men mon ikke det passer?

Jeg er ikke flygtet fra mit liv. Jeg elsker mine drenge, og derfor kæmper jeg.

Like min facebookside eller følg mig på Instagram, hvis du vil følge med i vores liv.