Skoleskift

Skoleskift

14. marts 2018 8 Af Susan

Det har altid været vigtigt for min mand og jeg, at vores børn ikke skulle skifte skole men, at de kunne blive i den sammen klasse sammen med deres venner gennem hele deres folkeskoletid.

Autismediagnosen

Da vores store dreng fik en autismediagnose, betød det dog samtidig, at han fik tilbud om at starte på en specialskole for børn med autisme.

På det tidspunkt havde han det ikke godt i folkeskolen, og vi så derfor ikke andre muligheder, end at takke ja til tilbuddet om specialskole.

Skolen var det eneste kommunale tilbud for børn med autisme, og vi havde egentlig ikke rigtig gjort os nogen overvejelser om, at der kunne være stor forskel på de mange specialtilbud, som findes. Vi var sådan set bare taknemmelige over at få et tilbud om specialskole – særligt i disse inklusionstider.

Det viste sig dog hurtigt, at vores søn var fejlplaceret.

I og med, at han også har en ADHD diagnose, passede han ikke ind i de meget ufleksible pædagogiske rammer, som skolen kunne tilbyde.  Vores søn fik det rigtig skidt, og i en periode var han kun i skole til kl 12 hver dag, hvorefter jeg måtte hente ham.

Skolen ønskede ikke at ændre deres pædagogiske tilgang til vores søn.  De foreslog derfor, at han blev flyttet til et andet specialtilbud.

Viso

Jeg havde svært ved at acceptere, at flytte min søn uden en forudgående grundig undersøgelse af, hvilet skoletilbud, der ville være det rigtige for min søn.

For hvad hvis den næste skole hellere ikke havde den rigtige pædagogik?

Vi blev derfor henvist til viso med henblik på en undersøgelse af, hvad vores søn havde behov for i et skoletilbud.

Viso lavede en fantastisk beskrivelse af vores søns behov på baggrund af observationer af ham i klassen og samtale med os forældre.

Ud fra beskrivelsen gik de på udkig efter en skole, som kunne matche vores søns behov.

Da de havde et match aftalte min mand og jeg et besøg på skolen, hvor vi fik mulighed for at se skolen og høre mere om deres pædagogik og metoder.

Vi gik derfra med en rigtig god mavefornemmelse.

Og efter nogle dages overvejelse takkede vi ja til tilbuddet.

Allerede efter første dag i den nye skole kunne vi mærke en ændring på vores søn.

Det er jo nogle søde voksne på den skole. Og de taler pænt til børnene.

Sådan sagde han efter første skoledag.

Nu står vi her igen

På fredag skal vores mellemste søn hen og se den skole, som han skal starte på efter påskeferien.

Kort før jul fik han stillet en autisme diagnose. Med diagnosen fulgte et tilbud om at starte på et specialtilbud for børn med autisme.

Så stod vi der igen.

På baggrund af vores erfaring med det kommunale tilbud, havde vi ikke tiltro til, at vores søns behov kunne imødeses der. Heldigvis har vi en fantastisk PPR psykolog, som var enig med os i den antagelse. Hun gik derfor med det samme i gang med at se sig rundt efter tilbud i andre kommuner.

Egentlig havde PPR psykologen først undersøgt muligheden for, at vores mellemste søn kunne starte på den samme skole som sin storebror. Denne mulighed blev dog hurtigt lukket, da lederen af skolen ikke mente, at det var en god løsning for de to brødre, da de har behov for et frirum hver for sig. I stedet foreslog han en underafdeling til skolen.

Med samme ledelse og samme pædagogik havde vi allerede fra starten en god fornemmelse. Vores besøg på skolen kunne kun bekræfte denne fornemmelse.

Vi har takket ja til skoletilbuddet, og på fredag skal vores søn se skolen.

Han glæder sig til at starte på en skole, hvor han ikke bliver stresset. Men han er nervøs for, hvad det er for nogle børn, han skal gå i klasse med.

Jeg håber, at vi har valgt rigtigt og jeg håber , at han får det bedre i den nye skole.

Selvom intentionen fra vores side var, at børnene skulle blive i den samme skole hele deres folkeskoletid, så var det bare ikke sådan det skulle være.