Stress – når kroppen siger stop

Stress – når kroppen siger stop

17. august 2019 0 Af Susan

I slutningen af maj skete der en voldsom begivenhed som medførte, at jeg blev ramt af en akut belastningsreaktion.

Jeg blev sygemeldt fra mit arbejde i små 14 dage, hvorefter jeg langsomt begyndte på job igen. Ret hurtigt var jeg oppe på fuld tid.

Det gik rigtig godt i ca 3 uger. Jeg følte mig ovenpå og var lettet over, at jeg var så hurtigt tilbage.

Det skulle dog vise sig, at jeg var langt fra ovenpå.

Magtesløshedens monster

En sommerdag i juni måned havde jeg lige parkeret bilen ved min arbejdsplads, da telefonen ringede. Det var min ældste søn. 

På det her tidspunkt havde jeg været tilbage på arbejde i omkring 3 uger efter en kortere sygemelding. 

Adam ringede fordi, vi var løbet tør for toastbrød. Mit hjerte begyndte at hamre, men jeg forsøgte med rolig stemme at sige til ham, at han kunne tage nogle flasker med i Rema og købe en pakke toastbrød. Min krop var i alarmberedskab. Benene begyndte at ryste, imens jeg stod der på parkeringspladsen med telefonen i hånden. Adam var ikke indstillet på at gå i Rema, og imens han skældte mig ud, forlangte han, at jeg skulle komme hjem med det samme og købe toastbrød. Jeg endte med at råbe i telefonen, at jeg var på arbejde og derfor ikke kunne komme hjem nu. Derefter afsluttede jeg brat samtalen.

Efter samtalen blev jeg ramt af et angstanfald. Jeg kunne ikke stoppe med at græde. Hele min krop rystede, imens jeg forsøgte at kvæle gråden.

Jeg møder altid tidligt på jobbet, så der var heldigvis ikke mødt så mange andre mennesker endnu.

Jeg gik ud på toilettet, imens jeg forsøgte at stoppe gråden. Men det lykkedes ikke. Jeg skyndte mig derfor ud mod bilen igen. Jeg sad 1/2 time i bilen og græd. Derefter forsøgte jeg igen at gå ind på arbejde. Men jeg kunne ikke stoppe med at græde og blev sendt hjem af min leder.

Den følelse, som havde ramt mig den dag, er slet ikke ukendt for mig.

MAGTESLØSHED

Jeg har levet med den følelse i ca 13 år.

Velkendte metoder indenfor børneopdragelse har gang på gang vist sig ikke at virke på mine børn. Hele tiden stilles jeg overfor udfordringer, som jeg ikke kan løse med almindelig pædagogik eller sund fornuft.

Den dag på parkeringspladsen kunne jeg heller ikke løse problemet. Den eneste løsning, som jeg havde i ærmet, virkede ikke.

Den dag på parkeringspladsen blev jeg overvældet af en følelse af utilstrækkelighed. En følelse af at skulle præstere noget to steder på samme tid. Det er som bekendt ikke muligt at præstere noget to steder på samme tid. Følelsen af fuldstændig magtesløshed blev så overvældende, at jeg næsten ikke kunne være i min egen krop. 

Nogle dage efter episoden på parkeringspladsen forsøgte jeg at gå på arbejde igen. Jeg havde det fint på vej til arbejde. Jeg trådte ind af døren med en følelse af, at det skal nok gå det her. Da jeg åbnede min mail begyndte symptomerne igen at vælte ind over mig. Jeg kunne ikke præstere.

Jeg kontaktede herefter min læge, som sygemeldte mig i 2 måneder. 

Stop

Min krop forsøgte at fortælle mig, at jeg skulle reagere på symptomerne. Min krop havde sagt stop.

Som person er jeg  meget løsningsfokuseret. Er der et problem, så findes der også en løsning. Sådan er det i hvert fald i min verden.

Langt hen af vejen har denne tilgang til livet været en kæmpe styrke.

Det er mig, som har ført an i alle kampene for vores børn.

Jeg har sørget for henvisning til udredning, og jeg har sikret mig hjælp til børnene i form af støtte og skolegang.

Følelsen af at finde løsninger har altid givet mig styrken til at kæmpe videre for mine børn. Hver gang vi har stået overfor en udfordring, som har virket håbløs, har jeg fundet styrken til at kæmpe. 

Men nu har følelsen af magtesløshed overtaget.

Følelsen af magtesløshed har udviklet sig til en tilstand af stress, hvor jeg end ikke har overskuddet til at forsøge at løse små dagligdags udfordringer.

Ikke alle udfordringer har en løsning

Selvom jeg først nu er blevet sygemeldt, betyder det ikke, at stresstilstanden er ny for mig. Jeg har levet med kronisk stress i årevis. 

Det er dog først nu, at den har lammet mig. 

Jeg har brug for redskaber til at håndtere de situationer, som stresser mig. Jeg kan ikke undgå de situationer, men jeg kan lære at takle dem. Derfor er jeg begyndt at tale med en psykolog.

Og det viser sig, at det, som jeg egentlig altid har betragtet som min styrke, også  er min svaghed –  i hvert fald i forhold til min stress.

Fordi jeg søger at finde løsninger, og fordi jeg tror på, at der findes løsninger i forhold til alle livets udfordringer, så er der også stor sandsynlighed for, at jeg vil opleve nederlag.

For der er åbenbart udfordringer, som ikke lader sig løse.

Nogen ting er, som de er. Vi kan anvende metoder for at bedre en tilstand, men vi kan ikke vide, om metoderne virker. Og vi kan slet ikke løse alle livets udfordringer. 

Rent intellektuelt kan jeg jo godt forstå, at der ikke findes en løsning på alle livets udfordringer. Men i forhold til mine egne børn er jeg ikke kommet til den erkendelse endnu. Jeg synes faktisk også, at det er en meget negativ måde at anskue verden.

Det er min styrke men også min svaghed. 

Tusind tak fordi du læste med.

Måske du også vil læse Bag facaden

Du er velkommen til at smide en kommentar herunder. Du er også velkommen til at følge med på Facebook og Instagram.