En ny hverdag

En ny hverdag

14. august 2018 2 Af Susan

Adam er nu startet i 6. klasse, og det er slut med at gå i klub efter skoletid.

Den hverdag, som jeg har brugt så meget energi på at spekulere over (læs: bekymre mig over), er nu i gang.

Når man har autisme og ADHD og samtidig går på behandlingsskole langt væk fra lokalområdet, skal der arbejdes lidt hårdere for at bevare de gamle venskaber. Jeg har tidligere skrevet om mine bekymringer for isolation og tab af venskaber. Det kan du læse mere om her. 

En ny hverdag er nu en realitet

Onsdag i sidste uge var første skoledag efter en lang sommerferie.

For Adam startede hverdagen med en kort dag onsdag, hvor han kun skulle være i skole til klokken 12. Efter endt skoledag blev han hentet med taxa og kørt hjem – hjem til et tomt hus.

Kort tid efter at han var kommet hjem fra skole, ringede han til sin far og fortalte, at han havde det dårligt og spurgte til, hvornår vi kom hjem.

Adam giver meget sjældent udtryk for, at han har det dårligt, og han er ret syg, før han fortæller os om det. Derfor blev jeg selvfølgelig bekymret for, om Adams utilpashed kunne skyldes, at hverdagens realitet nu havde ramt ham.

Tim er heldigvis ikke den bekymrede type, så han talte stille og roligt med Adam om, at han skulle forsøge at slappe af og få lidt at spise og drikke. Da Tim havde mulighed for a tage tidligt fra job, gjorde han dog det og tog hjem til Adam.

Adam havde det allerede betydeligt bedre, da Tim kom hjem, og den bekymrede mor kunne ånde lettet op fra sin pind på kontoret.

Adam har ikke selv udtrykt bekymring for at skulle være alene hjemme, og det er svært at vide, hvad han egentlig tænker omkring det.

Måske tænker han ikke så meget over det, som jeg gør. Måske tænker han overhovedet ikke over det.

Venskaber og autisme

Når man ikke går i skole med sine venner og heller ikke ser sine venner i klubben, skal der arbejdes lidt hårdere for at bevare de gamle venskaber.

Adam har stadig nogle venskaber fra sin gamle skole. Det er rigtig dejligt. Og faktisk synes jeg, at det er beundringsværdigt, at han har været i stand til at bevare venskaberne på trods af, at han ikke har været en del af skolelivet i en del år efterhånden.

Nu hvor der ikke er klub længere, er jeg ved undersøge mulighederne for fritidsaktiviteter her i lokalområdet, hvor der måske også er mulighed for at møde nye venner.

Foreløbigt skal Adam forsøge sig med spejder til september. Jeg tænker, at det kan være et rigtig godt sted at møde nogle nye venner.

En ny hverdag er i gang.

Tak fordi du læste med.