12 år som bleskifter

12 år som bleskifter

12. april 2018 0 Af Susan

Jeg har været mor til et blebarn i ikke mindre end 12 år. Det er ret lang tid. Selvom jeg er glad for børn, og jeg selvfølgelig elsker mine børn, så må jeg også indrømme, at jeg er nået dertil, hvor jeg glæder mig til ikke at have småbørn.

Da jeg blev mor, vidste  jeg godt, at bleskift, manglende søvn og store mængder tøjvask ville blive en fast del af dagligdagen.  (læs: så meget som man nu kan VIDE, når man jo ikke har prøvet det. For man VED det ikke rigtigt,  før man har prøvet det).

Alex, som er er 4 år, bruger stadig ble til natten. Hver anden nat har han tisset ved siden af bleen. Det kræver vask af sengetøj og dyner dagen efter. Jeg glæder mig til den dag, hvor Alex ikke har behov for ble til natten mere. Det betyder nemlig, at jeg ikke får forstyrret min nattesøvn,  og at jeg slipper for uendelige mængder af vasketøj.

Træthed og trodsalder

Alex er et barn, som bruger rigtig meget energi på at være i børnehave. Han er derfor ekstremt træt, når han kommer hjem. Det er en kamp at holde ham vågen om eftermiddagen, så han ikke falder i søvn inden aftensmaden.

Alex kan sove alle steder. Om eftermiddagen bevæger han sig fra vågen tilstand til dyb søvn på mindre end 10 sekunder. Det går altså stærkt.

Billedet er taget en eftermiddag, hvor Alex var faldet i søvn i bilen på vej hjem fra børnehave. Da jeg tog ham ud af bilen, sagde jeg til ham,at han skulle vågne op, fordi han selv skulle gå ind i huset. Han gik herefter fra bilen og hen og lagde sig på kantstenen for at sove videre. Han er for øvrigt tidligere på ugen fundet sovende på børnehavens legeplads. 

Vi tager ofte legekammerater med hjem, for så er det lidt nemmere at holde ham vågen – Selvom han da en enkelt gang er faldet i søvn på gulvet, imens han havde en legekammerat fra børnehaven med hjemme.

Nogle gange har jeg ikke nænnet at vække ham. Derfor har jeg i stedet lagt ham i seng, med håbet om, at han så ville sove for natten. Det er resulteret i, at han er vågnet et sted mellem klokken 20 og 21, og selvfølgelig været lysvågen på det tidspunkt. Det dur ikke, at lade ham sove så tidligt.

Det er derfor lidt en kamp, som kræver, at jeg er meget på hele eftermiddagen samtidig med, at jeg skal ordne alle de andre gøremål, der er i en familie. Det er ikke helt nemt.

Udover den daglige kamp, som går på, at holde Alex vågen, har vi også de almindelige udfordringer, som følger med, når man har en 4-årig i familien. Alex har da i hvert fald fuldstændig tjek på, at man som 4-årig selv skal bestemme rigtig mange ting.

Trodsalderen blomstre herhjemme,  og det er bestemt ikke mit indtryk, at Alex’ temperament fejler noget. Så med en særdeles selvstændig og temperamentsfuld 4-årig, sker det da ikke sjældent, at vi bliver sat på prøve.

Jeg hører tit folk, som har store børn, sige, at man skal huske at nyde tiden, imens børnene er små. Jeg er bare nødt til at sige

Jeg GLÆDER mig til ikke at have småbørn.

Det er jo ikke fordi, der er noget i vejen med småbørn, men jeg ser frem til at slippe for de udfordringer, som altså følger med de små størrelser.

Fra bleer, søvn og trods til livets lidt større udfordringer

Jeg har  i tidligere indlæg skrevet om mine to børns autismediagnoser, som jeg synes, giver udfordringer nok i sig selv. Du kan læse mere om, hvad autismen betyder i vores familie her

International autismedag

Tid til at tale sammen

3 kopper te

 

Adam og Emil kan efterhånden en del ting selv. De kan selv gå hjem fra klub. De kan selv gå hen til deres venner. Adam kan selv tage i svømmehallen med sine venner. De er selvhjulpne på mange områder. Men der er også områder, hvor de absolut IKKE er selvhjulpne. Det er helt almindelige dagligdagsting, som børn uden autisme forventes, at kunne klare selv i deres alder.

Som mor til et barn med autisme ved jeg, at selvom mine børn bliver større, så kan jeg ikke forvente, at de bare en dag flyver fra reden og bliver til selvstændige voksne.

Derimod ved jeg, at jeg indenfor en overskuelig fremtid slipper for vådt sengetøj om natten, trodsalder og kampe om søvn om eftermiddagen.

Og det glæder jeg mig til.

Hvis du vil holdes opdateret om nye blogindlæg, så like min Facebookside.