“Mor, jeg mister også min fantasi en dag”

“Mor, jeg mister også min fantasi en dag”

21. marts 2018 4 Af Susan

I går aftes da jeg puttede min mellemste søn Emil, spurgte jeg ham, om han stadig glæder sig til, at han skal starte på den nye skole efter påskeferien. Du kan læse mere om, hvorfor Emil skal skifte skole her.

Emil var på besøg på den nye skole i fredags. Det gik virkelig fint. Emil virkede meget positiv og forventningsfuld, og han stillede relevante spørgsmål til lederen, som viste os rundt. Jeg gik derfra med en følelse af, det er det helt rigtige valg, vi har truffet.

Til mit spørgsmål om, hvorvidt Emil stadig glæder sig til at starte på den nye skole, svarede han, at det gør han men, at han er bange for, at de andre børn ikke har nogen fantasi.

Emil har siden han var helt lille, haft en utrolig evne til at lege og til at fordybe sig i en leg. Han har altid kunne lege i timevis med figurer. Hvis han er et sted, hvor han ikke har sine figurer, kan han bruge pinde, blomster eller hvad han nu lige kan finde i nærheden.

Hvis du ikke er i samme rum, som ham imens han leger, men fx står udenfor døren til hans værelse, vil du tro, at der er andre inde på værelset sammen med ham. Emil lægger nemlig stemmer til alle figurerne – det er ret fascinerende at være vidne til.

Da jeg puttede Emil i går aftes satte han ord på, hvad han er mest nervøs for, ved at starte i en ny skole.

Måske er de andre børn sådan nogen uden fantasi. Måske vil de ikke udenfor og lege, men vil kun spille computer. Børn i dag spiller computer, og jo ældre de bliver, jo mere fantasi mister de. Mor jeg mister også min fantasi en dag.

Emil spurgte mig, om jeg havde fantasi, da jeg var barn (læs: det har jeg ikke nu, synes han ?). Jeg fortalte ham, at jeg ikke mente, at jeg havde så meget fantasi som barn, så jeg havde ikke mistet den, men nok aldrig haft den. Sandheden er dog, at jeg faktisk ikke helt kan huske det. Måske HAR jeg mistet den? Jeg ved det ikke. Jeg er dog temmelig sikker på, at jeg ikke har haft en fantasi som Emils.

Puf, hvor kan jeg finde drager som dig

Emils og min samtale om at miste fantasien har fået mig til at tænke på sangen om Puf den magiske drage.

Da jeg var barn, var der 2 sange, som kunne få mig til at græde – og det kan de sådan set stadig.

Den ene er sangen om pigen, der lå fængslet til sin seng på hospitalet med de hvide senge og aldrig nåede at komme hjem til sin mor. Min søster, som er 4 år ældre end mig, kunne finde på at jagte mig rundt i huset, da vi var børn, imens hun sang den sang bare for at få mig til at græde. Det er ægte søskendekærlighed?.

Den anden er sangen om Puf, som mistede sin bedste ven, fordi vennen blev voksen og mistede sin fantasi.

Jeg håber aldrig, at Emil mister sin fantasi. Og jeg håber, at han møder nogle ligesindede på den nye skole.